»MusikMosaik«

↓ sidens fod → Introduktion til symfonierne

Anton Bruckner
(1824-1896)

Symfoni nr. 9, d-mol

Til det sidste håbede Bruckner at kunne færdiggøre finalen til sin niende symfoni, hvoraf kompositionen af de tre første satser (Feierlich. Misterioso — Scherzo. Bewegt. Lebhaft — Adagio. Feierlich, langsam) var endeligt afsluttet 30. november 1894. Omtrent to år senere, den 11. oktober 1896, sad han om formiddagen ved sit flygel for at skrive videre på det, der forelå af finalen, men han blev overvældet af træthed og måtte søge sengen. Her sov han ind senere på dagen og efterlod dermed et uafsluttet, men ikke mindre monumentalt og historisk betydningsfuldt værk. Med sin frigørelse fra de tillærte regler og den frie dissonansbehandling, som han havde opdaget igennem bekendtskabet med Richard Wagners musikdramaer, og som han gradvis anvendte i sine symfonier, medvirkede han til den udvikling, der med tiden førte til ophævelsen af tonaliteten og dermed til tolvtoneteknikken, som Arnold Schönberg indførte i 1920'erne. Den niende symfoni var et for sin samtid moderne værk. Ifølge samtidige beretninger var det Bruckners hensigt at tilegne den »Dem lieben Gott« ('Den kære Gud'), hvad der forklarer dens ophøjede og majestætiske tonesprog.

Arbejdet med den blev påbegyndt 12. august (ikke 21. september) 1887, dvs. kun to dage efter afslutningen på den første version af symfoni nr. 8, og det strakte sig dermed over mere end ni år. Ingen andre af hans symfonier havde været så længe undervejs, før de blev færdigkomponeret første gang (senere omarbejdelser ikke medregnet). Årsagen var, at han i dette tilfælde som ved tidligere lejligheder lagde arbejdet til side i perioder for at revidere og skrive nogle af sine ældre kompositioner om. Af samme grund lod han først omarbejdelsen af den ottende, som han var begyndt på i oktober 1887, ligge til fordel for den fjerde symfoni, »Den romantiske«, som han afsluttede den sidste version af det følgende år, og derefter den tredje, som han omarbejdede og afsluttede i 1889. Den nye version af den ottende blev færdig i 1890, samme år blev den tredje messe i f-mol skrevet i 1868 omarbejdet, og endelig blev den første symfoni i c-mol fra 1866 bearbejdet og færdiggjort i 1891. Hertil kom kompositionen af Psalm 150, 1892, og af to vokalværker til tyske, verdslige tekster, Da deutsche Lied i 1892 og Helgoland (hans sidste komposition) afsluttet i august 1893. At det fortsatte arbejde med den niende symfoni trak ud, skyldtes også, at Bruckner indtil 1894 underviste på Wiens universitet, og at han af helbredsmæssige grunde desuden var sengeliggende i kortere eller længere perioder.

Til scherzoen, der blev afsluttet 15. februar 1894, havde Bruckner forinden komponeret to forskellige trioer. Den første i F-dur, 2/4-dels takt og med tempobetegnelsen Langsam, skrev han i 1889, mens den anden i Fis-dur, i samme taktart og med tempoet Moderato blev til i 1893. Begge er koncerterende med obligat viola solo, men de blev erstattet af den endelige, der står i Fis-dur, i 3/8-dels takt og med betegnelsen Schnell. Den er skrevet for orkester uden koncerterende soloinstrument.

Den første opførelse af den niende symfoni fandt sted 11. februar 1903 i Wien, hvor Bruckners tidligere elev og medarbejder Ferdinand Löwe (1865-1925) dirigerede efter den udgave, der udkom samme år på forlaget Ludwig Doblinger i Wien. På titelbladet er det oplyst, at symfonien blev udgivet af (herausgegeben von) Ferdinand Löwe. Hvad der derimod ikke er oplyst, er, at Löwe havde omarbejdet symfonien på det groveste, hvorfor udgaven adskiller sig grundlæggende fra Bruckners udformning. Allegevel blev den anvendt til opførelse efter opførelse indtil den skelsættende koncert i München, 2. april 1932, hvor først Löwes og derefter Bruckners originale version stod på programmet. Begivenheden gjorde det klart, at Bruckners egne versioner skulle udgives og skulle erstatte alle fremmede bearbejdelser. I 1934 blev den niende symfoni udgivet i den første kritiske udgave, der blev ledet af Robert Haas.

Den fragmentarisk efterladte finale omtales særskilt her.

Udgaver (sats 1-3)

Musikwissenschatlicher Verlag

• KGA. Alfred Orel, 1934 — NGA bind 9, Leopold Nowak, 1951 — NGA bind 9, Benjamin Gunnar Cohrs (Verbesserte Auflage), 2000/2005

Speciel udgave

• IX. Symphonie d-moll: zwei nachgelassene Trios zum Scherzo mit Viola-Solo, Partitur und kritischer Bericht. Benjamin Gunnar Cohrs. Musikverlag Doblinger, Wien, 1998

Første udgave

• Version Ferdinand Löwe*. Ludwig Doblinger, Wien, 1903

↑ sidens top

4. april 2024