»MusikMosaik«

↓ sidens fod → Introduktion til symfonierne

Anton Bruckner
(1824-1896)

Symfoni nr. 8, c-mol

Halleluia! Med dette glædesudbrud indledte Bruckner et brev, som han skrev 4. september 1887 (på sin 63-års fødselsdag) til Hermann Levi i München, for at meddele ham, at den ottende symfoni var færdig. Levi svarede nogle dage senere og takkede, fordi Bruckner ville overlade det til ham at uropføre symfonien, og opfordrede ham til at sende partituret. Det gjorde han 19. september, og i det ledsagende brev skrev han, at han så frem til den imødesete opførelse under hans »mesterhånd«. Hans forventning bundede i Levis meget succesfulde opførelse af den syvende symfoni i München i 1885, der betød, at Bruckner blev internationalt kendt. Men glæden varede kun kort og blev forvandlet til bitter skuffelse. Levi kunne ikke finde sig til rette med den nye symfoni, som han ikke så sig i stand til at opføre, og dette lod han Bruckner vide gennem en mellemmand. Selv skrev han til Bruckner 7. oktober for at forklare ham forholdet.

For den dybt skuffede Bruckner fik Levis afvisning vidstrækkende konsekvenser. I midten af oktober begyndte han at skrive en ny version af symfonien, men han lod den ligge i en periode for i mellemtiden at revidere og omarbejde andre af sine værker, herunder symfoni nr. 4, »Den romantiske«, der blev afsluttet i 1888, og symfoni nr. 3, som han var beskæftiget med i 1888-89. Derefter fortsatte han omarbejdelsen af den ottende, der blev afsluttet 10. marts 1890. Den niende symfoni d-mol, som han var begyndt kompositionen af kort efter afslutningen af den ottende, lod han foreløbig ligge, med det resultat at han i sidste ende efterlod den med en ufuldendt finale. Den mægtige symfoni nr. 8 i c-mol blev dermed den sidste, Bruckner nåede at færdiggøre.

Den første version, som Bruckner komponerede i tidsrummet fra juni 1884 til 10. august 1887, blev hverken opført eller udgivet i hans levetid. I en årrække henlå den upåagtet, og først 2. september 1973 fandt den første komplette opførelse sted i London under ledelse af Hans Hubert Schönzeler. Den anden version blev til gengæld uropført med stor succes i Wien 18. december 1892, dog ikke af Hermann Levi, men af Hans Richter og Wiener Philharmonikerne.

Symfonien adskiller sig fra de foregående blandt andet ved, at i begge versioner optræder de to midtersatser i omvendt rækkefølge, Scherzo og Adagio. Dermed er hovedvægten tydeligt lagt på finalen, der slutter med en storslået coda med temaer fra alle fire satser. Forskellene mellem de to versioner er ret omfattende og vedrører både form og orkesterbesætning. Især bemærkes, at slutningen af første sats i fortissimo (fff) udgik, hvorfor den slutter i pianissimo (ppp). Triodelen af scherzoen blev erstattet af en ny komposition, og finalen, som han selv mente var for lang, blev afkortet. Det i forvejen rigt besatte symfoniorkester blev udvidet, således at grupper på to instrumenter blev ændret til tre, og blandt andet blev der tilføjet en harpestemme i den nye trio.

I den anden version blev symfonien udgivet i 1892 af forlaget Haslinger i Wien, og for udgivelsen stod Bruckners medarbejdere Josef Schalk og Max von Oberleithner, der måske også havde deltaget aktivt i omarbejdelsen. Trykningen blev finansieret af kejseren, Franz Josef I, som Bruckner tilegnede den til.

En unavngivet nodeskriver har fremstillet to udaterede partiturer af den langsomme sats. På begge titelblade er oplyst, at det er en »afskrift af [von] Franz Schalk tilhørende Lili Schalk og hendes retsmæssige arvtagere«, men i begge tilfælde er »von« overstreget er erstattet af »aus dem Besitz« (dvs. fra Schalks eje). Det ene partitur indeholder den oprindelige version af satsen, mens det andet gengiver en form, der er forskellig fra både den originale og den omarbejdede version. Satsen er udgivet af Dermot Gault som Symphony No 8 Intermediate Adagio (1888), og symfonien blev i 2010 indspillet med Adagioen fra 1888 (se Indspilninger).

Udgaver

Musikwissenschaftlicher Verlag

• Version 1887. NGA bind 8/1, Leopold Nowak, 1972 — NBG bind III/1 8/1, Paul Hawkshaw, 2021 ∇
• Version 1890*. KGA, bind 8, Robert Haas, 1939 (betegnet som »Originalfassung«, men omfatter flere afsnit fra version 1887 (se Originalfassung).
• Version 1890. NGA bind 8/2, Leopold Nowak, 1955

Første udgave

• Carl Haslinger*, Wien, 1892.

Andre udgaver

• Adagio nr. 2 fra 1888. Der henvises til den amerikanske site: abruckner.com, hvorfra partitur og introdukton kan downloades.

↑ sidens top

28. marts 2024