»MusikMosaik«

↓ sidens fod → Introduktion til symfonierne

Anton Bruckner
(1824-1896)

Symfoni nr. 2, c-mol

I august 1871 foretog Bruckner en koncertrejse som organist og orgelimprovisator til London, hvor han høstede stort bifald i Royal Alnert Hall og i Crystal Palace. Efter hjemkomsten til Wien begyndte han den 11. oktober nedskrivningen af partituret til sin tredje nummererede symfoni, som han afsluttede året efter, 11. september, under et ophold i St. Florian. I konsekvens af at han havde trukket den oprindelige symfoni nr. 2 i d-mol fra 1869 tilbage ved at betegne den som annulirt, ændrede han senere dens nummer fra 3 til 2.

Kort efter færdiggørelsen blev der udardejdet et sæt orkesterstemmer, som blev anvendt ved en prøve i oktober med Wiener Philharmonikerne, men de afviste symfonien som »uspillelig«. Ved uropførelsen 26. oktober 1873, som Bruckner selv dirigerede, spillede musikerne til gengæld med begejstring, hvorfor den blev modtaget med stort bifald. Dog var anmelderne mere tilbageholdende og kritiserede symfonien på grund af de mange generalpauser, som Bruckner havde indlagt for at tydeliggøre overgangen fra en satsdel til den næste. Den højt ansete hofkapelmester Johann Herbeck, der i øvrigt var en stor støtte for Bruckner, rådede ham af samme grund at revidere symfonien, og før den næste opførelse, 20. februar 1876, som han igen selv dirigerede, havde han slettet nogle af de kontroversielle pauser. I årene 1876-79 var han hovedsageligt beskæftiget med at revidere sine symfonier, og i den sammenhæng blev den anden i 1877 genstand for mere omfattende ændringer, der blandt andet bestod i udeladelser af flere afsnit i første, anden og fjerde sats og i fjernelsen af gentagelsestegnene i scherzoen og i den tilhørende trio. Med henblik på udgivelse blev symfonien revideret sidste gang i 1890 og udgivet i 1892.

Den gunstige modtagelse ved koncerten i 1873 var anledning til, at Bruckner overvejede at tilegne den Wiener Philharmonikerne, men det blev ikke til noget, og det samme skete i 1884 med hans forsøg på at tilegne den Franz Liszt. Symfoni nr. 2 var dermed den eneste af hans fuldendte symfonier, der forblev uden dedikation.

Til grund for KGA-udgaven af symfonien lagde Robert Haas versionen fra 1877, fordi den var udtryk for Bruckners »sidste vilje« (!), men i partituret ingår flere afsnit fra den oprindelige version fra 1872, der er markerede med Vi ... de. På den måde omfatter udgaven begge versioner, men fremgangsmåden er uhensigtmæssig, fordi angivelserne kan misforstås og reelt er blevet misforstået. På grundlag af Haas' udgave gennemførte Leopold Nowak til sin udgave af version 1877 de nødvendige ændringer, herunder erstatning af tempobetegnelserne og fjernelse af gentagelsestegnene i tredje sats, men de nævnte markeringer blev stående med de samme muligheder for misforståelse. I 1997 blev partituret genudgivet med rettelser af trykfejl, men markeringerne blev ikke berørt. Både Haas' og Nowaks udgave er dermed blandinger af to versioner, hvorfor de ikke lever op til de krav, der bør stilles til kritiske udgaver.

I konsekvens heraf blev »Fassung 1872« og »Fassung 1877« udgivet af William Carragan i NGA-serien i to separate bind. Dog er hans udgave af den første version problematisk, fordi de to mellemsatser optræder i omvendt orden (scherzo, adagio), med den begrundelse at Bruckner komponerede dem i den rækkefølge, men det betyder ikke, at det var hans hensigt at lade symfonien udgive eller opføre på den måde.

Udgaver

Musikwissenschaftlicher Verlag

• Version 1872*. KGA bind 2, Robert Haas, 1938 (omfatter afsnit fra version 1877)
• Version 1872*. NGA bind II/1, William Carragan, 2005 (midtersatserne i omvendt orden)
• Version 1877*. NGA bind 2, Leopold Nowak, 1965/1997 (efter KGA 1938 med ændringer)
• Version 1877. NGA bind II/2, William Carragan, 2007 — NBG III/1 2/2, Paul Hawkshaw, år? ∇

Første udgave

• Version 1890. Doblinger, 1892

↑ sidens top

9. april 2024