Richard Wagner, der som bekendt var genstand for Bruckners utilslørede beundring, havde ingen direkte forbindelse med hans syvende symfoni, men hans navn er alligevel på forskellige måder knyttet til den.
Brukners tre sidste symfonier, nr. 7, 8 og 9, er skrevet for en besætning, der foruden det romantiske symfoniorkester omfatter fire såkaldte »Wagner-tubaer«. Det er specielle messingblæseinstrumenter, der på Richard Wagners foranledning blev konstrueret til anvendelse i Nibelungens Ring, som Bruckner overværede den tredje opførelse af i Bayreuth i 1876. Den rette betegnelse er tubaer, og instrumenterne er kombinationer af horn og tuba med hornets klanglige egenskaber og tubaens fylde. De blev fremstillet i to størrelser, tenor og bas, begge med samme mundstykke som hornets. I den syvende symfoni er de foreskrevet i den langsomme anden sats og i finalen.
Kompositionsarbejdet med symfonien strakte sig over næsten to år. Den blev påbegyndt 23. september 1881 og afsluttet 5. september 1883, som var dagen efter hans 59-års fødselsdag. På det tidspunkt da han modtog budskabet om, at Wagner var død den 13. februar 1883 i Venezia, var han i arbejdet med den langsomme sats nået til det storslåede klimaks, som han lod følge af et meget udtryksfuldt afsnit for to tenortubaer i F, to bastubaer i B og en kontrabastuba, hvortil kommer to horn i F. Afsnittet tolkes som sørgemusik over genstanden for Bruckners store beundring.
Endnu før symfonien var skrevet færdig, blev første og tredje sats opført i Wien i februar 1883 for to klaverer af Josef Schalk og Franz Zottmann, og året efter blev hele symfonien opført for samme besætning af Josef Schalk og Ferdinand Löwe. Den første orkesteropførelse fandt sted ikke i Wien, hvor Bruckner dengang levede og virkede, men i Leipzig 30. december 1884 dirigeret af Arthur Nikisch. Symfonien fik her en blandet modtagelse, men den næste opførelse, 10. marts 1885 i München med Hermann Levi på podiet, blev en meget stor succes, der betød, at Bruckner fra den dag blev internationalt kendt og anerkendt som komponist. Han nærede også store forhåbninger til Hermann Levi, som han havde udset til at stå for uropførelsen af den næste symfoni, den ottende i c-mol.
Den syvende symfoni blev udgivet i 1885 i Wien af Albert J. Gutmann og forsynet med en højtidelig dedikation til »Hans majestæt kong Ludwig II af Bayern«. Han havde været en af Richard Wagners støtter og havde især gjort det muligt at virkeliggøre hans ideer om Wagner-festspil i Bayreuth.
Af den syvende komponerede Bruckner kun én version, men der skelnes mellem to omdiskuterede varianter. På det nævnte højdepunkt i den langsomme sats er der i det håndskrevne partitur indsat en papirlap, som Bruckner har skrevet en seks takter lang paukestemme og en enkelt takt med triangel og bækken på. I satsen optræder de tre instrumenter kun her, men tilføjelsen er problematisk, både fordi der på lappen øverst står »gilt nicht« ('gælder ikke'), og fordi det ikke er klart, om disse ord blev skrevet af Bruckner selv eller af en anden. De tre instrumenter indgik i Gutmanns udgave, som Bruckner i øvrigt vel næppe selv havde ansvaret for. Robert Haas og Leopold Nowak, der stod for hver sin udgave af symfonien, anlagde modsatte synspunkter. Haas mente, at Bruckner selv havde ophævet tilføjelsen, mens Nowak omvendt gjorde gældende, at håndskriften ikke var Bruckners. Det er et af de — i virkeligheden ret ubetydelige — spørgsmål, som det vel ikke nogen sinde vil blive muligt at levere et entydigt og sikkert svar på.
Udgaver
Musikwissenschaftlicher Verlag
- KGA bind 7. Robert Haas, 1944 (uden pauker, triangel og bækken)
- NGA bind 7. Leopold Nowak, 1954 (med pauker, triangel og bækken)
- NBG III/1 7. Paul Hawkshaw, år? (med pauker, triangel og bækken?) ∇
Første udgave
- Albert J. Gutmann*, Wien, 1885. Ukendt udgiver, der har indført ændringer i symfonien.
↑ sidens top
Forside
Komponister
Artikler
Værklister
Publikationer
Diverse
Anton Bruckner
31. marts 2024
