 | | |
|
↓ sidens fod → Introduktion til symfonierne
Anton Bruckner
(1824-1896)
Symfoni nr. 5, B-dur
(WAB 105)
© Peter Ryom
Bruckners femte symfoni adskiller sig på flere måder fra hans øvrige symfonier. Det er den eneste, der begynder med en langsom indledning, og utraditionelt gentages den tilmed i begyndelsen af finalen. Specielt til denne sats har Bruckner udfoldet sit enestående kendskab til de kontrapunktiske teknikker, som han havde lært af Simon Sechter i årene 1856-61 i Wien. Selv betegnede han symfonien ikke uden grund som sit »kontrapunktiske mesterstykke«. I de to midtersatser, Adagio og Scherzo, er der en påfaldende motivisk sammenhæng, og hyppige skift mellem forskellige instrumentgrupper (strygere, træblæsere, messingblæsere) i hele værket er tydeligvis inspireret af Bruckners virke som organist. Symfonien har ganske enkelt ikke noget sidestykke i musikhistorien.
Nedskrivningen af partituret påbegyndte han 14. februar 1875, og 16. maj 1876 blev den afsluttet. De følgende år så han det igennem, foretog enkelte forbedringer og lagde sidste hånd på den 4. januar 1876. Den væsentligste ændring bestod i tilføjelsen af en bastubastemme, som der ikke var indrettet plads til i partituret. Der er i øvrigt ikke tegn på, at han senere tog symfonien frem til nye revisioner, hvorfor den kun foreligger i én autentisk version.
Den første opførelse, der fandt sted den 20. april 1878 i Wien, var i en transskription for to klaverer af Josef Schalk med ham selv og Franz Zottmann ved flyglerne. Det blev den eneste opførelse af symfonien, Bruckner overværede og dermed fik sit kontrapunktiske mesterværk at høre. Han var fortørnet over, at koncerten blev forberedt og gennemført uden hans medvirken, men han blev forsonet, fordi symfonien blev modtaget med stort bifald. Den første orkesteropførelse stod Franz Schalk for ved en koncert i Graz, 9. (og ikke 8.) april 1894, men på den tid var Bruckner så sygdomssvækket, at han ikke kunne overvære den. Den 10. skrev Schalk til ham, at det blev en meget stor succes og tilføjede, at »finalens knusende magt ('niedersmetternde Gewalt') kan ingen gøre sig forestilling om, hvis man ikke har hørt den«. Han undlod dog at nævne, at det ikke var i Bruckners originale version, men i Schalks bearbejdelse den blev opført. Uden Bruckners medvirken blev symfonien udgivet i 1896.
I forhold til hans håndskrevne partitur opviser udgaven talrige og gennemgribende forskelle. I næsten hver takt blev instrumenteringen ændret ved overførsel til andre instrumentgrupper og ved tilføjelser, hvorved symfonien blev tilpasset til Wagners klangideal. Også strukturen blev ændret, navnlig i finalen hvor Schalk fjernede 122 takter, herunder flere afsnit, der medførte, at Bruckners gennemtænkte og formfuldendte form blev spoleret. I slutningen af satsen tilføjede han desuden et selvstændigt blæserensemble bestående af tre trompeter, tre basuner, bastuba og fire horn, der skulle opstilles hævet bag over det ordinære orkester. Det teatralske virkemiddel har sandsynligvis medvirket til Schalks overstrømmende begejstring:
De nærmest følgende opførelser fandt sted i Budapest i 1895 med Ferdinand Löwe og i Prag i 1898 med Franz Schalk. Indtil 1911 er der desuden registreret over 60 opførelser i ind- og udland (blandt andet i København i 1906 med ukendt dirigent). Bruckners egen version blev først opført i oktober 1935 ved koncerter i München, hvor Sigmund von Hausegger dirigerede både Schalks version og Bruckners egen, en begivenhed der bekræftede nødvendigheden af at udgive hans værker i de originale versioner.
Udgaver
Musikwissenschaftlicher Verlag
- KGA bind 5. Robert Haas, 1937 — NGA bind 5. Leopold Nowak, 1951
Udgave fra Bruckners samtid
- Version Franz Schalk*. Ludwig Doblinger, Wien, 1896
|
|