 | »MusikMosaik« | |
↓ sidens fod → Introduktion til symfonierne Symfoni nr. 4, Es-dur, »Den romantiske«Den fjerde symfoni er en af Bruckners oftest opførte og indspillede symfonier, og hertil har tilnavnet utvivlsomt medvirket. Der er grund til at tro, at han kaldte den »Die Romantische« mere for at vække interessen hos samtidens musikpublikum, end for at antyde et bagvedliggende program. Det var den første i en serie på fire, der efter fem symfonier i mol-tonearter står i dur. Den blev fulgt af nr. 5 i B-dur, nr. 6 i A-dur og nr. 7 i E-dur, hvorefter han vendte tilbage til mol i de to sidste.
Det er kendetegnende for Bruckners umådelige arbejdsevne, at han allerede to dage efter færdiggørelsen af sin tredje symfoni i d-mol, sent om aftenen den 31. december 1873, begyndte kompositionen af den fjerde. Den 2. januar 1874 skrev han skitserne til første sats, og fem dage senere tog han fat på nedskrivningen af partituret, der på første nodeside har overskriften Symphonie Nr. 4 in Es. Udarbejdelsen af det varede i næsten elleve måneder og blev afsluttet 22. november 1874 i Wien, kl. halv ni om aftenen, sådan som det fremgår at hans notat nederst på sidste partiturside: Vollendet den | 22. November | 1874 in Wien | ½9 Uhr Abends. | Anton Bruck- | ner. At tilnavnet ikke indgår i overskriften, tyder på, at det ikke fra begyndelsen var hans hensigt at lægge et program til grund for symfonien, og først senere fik ideen til at kalde den »romantisk«. Siden er tilnavnet blevet almindeligt anvendt, både af ham selv og af andre. I den oprindelige udformning blev symfonien hverken opført eller udgivet i Bruckners samtid. I 1876 foretog Bruckner angiveligt nogle ubetydelige ændringer i første sats, og med dem blev symfonien udgivet som selvstændig version i den nye samlede udgave KGA (se nedenfor). Til musikskribenten Wilhelm Tappert i Berlin skrev Bruckner 12. oktober 1877, at han var nået til den fulde overbevisning, at »den 4. romant. symfoni skulle omarbejdes grundigt«. Nogle måneder senere, 18. januar 1878, påbegyndte han udarbejdelsen af et nyt partitur, der blev afsluttet i november samme år. Resultatet blev en version, der på flere måder adskiller sig fra den oprindelige. Ydersatserne blev forkortet, herunder især finalen, der blev skrevet om og reduceret fra 616 til 477 takter. På partituret er satsen i parentes betegnet som »Volksfest«. Langt mere gennemgribende var, at han erstattede scherzoen med en helt ny sats, som han i brev fra oktober 1878 til Tappert forklarede, at den »forestiller Jagten, mens trioen er en dansevise, der blever spillet, mens jægerne holder måltid.« Den nye version forblev dog ikke uændret, for i 1880 skrev Bruckner finalen om igen, tilførte den nyt tematisk stof og forlængede den til et omfang på 541 takter. Samtidig bortfaldt den nævnte satsoverskrift. Dermed opstod en version, der omfatter de tre første satser fra 1878 og finalen fra 1880, hvorfor den som regel betegnes med begge årstal. Symfoniens uropførelse fandt sted i denne version 20. februar 1881 med Wiener Philharmonikerne og Hans Richter på podiet. Musikforlaget Bote & Bock i Berlin tilbød i 1885 at udgive Bruckners symfonier, men partituret til den 4. symfoni, som han sendte til forlaget, blev returneret, og året efter forsøgte han at få den udgivet hos Schott Musik i Mainz, men med samme negative resultat. I 1888 blev symfonien igen omarbejdet, denne gang med henblik på udgivelse i Wien, men til forskel fra tidligere nedskrev han ikke et nyt partitur. Omrbejdelsen blev gennemført i et partitur, som hans medarbejdere antages at have skrevet forskellige dele af: første og sidste sats tilskrives Ferdinand Löwe, den langsomme sats Josef Schalk, mens scherzoen med sikkerhed var udarbejdet af Franz Schalk. Det er ikke klart, hvilke forlæg de anvendte til afskrifterne, men der var ikke tale om nodetro kopier, for de tre medarbejdere indførte deres egne ændringer i musikken. I maj 1887 skrev Josef Schalk blandt andet til broderen, at Löwe »meget fordelagtigt og med Bruckners samtykke i mange dele har ominstrumenteret den Romantiske«. I dette konglomerat af et partitur indførte Bruckner ændringer, der blandt andet angik instrumenteringen, dynamikken og formen. I tredje sats udgik gentagelsen af scherzodelen efter trioen og blev erstattet af en forkortet udformning af scherzodelen, og finalen fra 1880 blev ændret og forkortet fra 541 til 507 takter. Manuskriptet tjente som trykforlæg for udgaven, som Albert J. Gutmann stod for. Den udkom i 1889, men blev genoptrykt det følgende år, efter at forskellige fejl blev rettet. Alligevel er der betydelige forskelle mellem forlægget og udgaven, hvis endelige udformning formentlig Ferdinand Löwe havde ansvaret for. Versionen fra 1888 er længe været blevet betragtet som uægte på grund af Löwes og brødrene Schalks medvirken. Deres egenmægtige og uautoriserede indgreb i andre af Bruckners symfonier har givet anledning til almindelig tvivl om deres forhold til Bruckner og til hans værker. Leopold Nowak afviste at udgive den med en begrundelse, at Bruckner imod sin sædvane ikke havde godkendt den med sin underskrift eller sine initialer. Omvendt er hans egenhændige rettelser og tilføjelser i manuskriptet siden blevet tolket som en indirekte godkendelse, og versionen er følgelig blevet udgivet og indspillet på lige fod med de andre versioner af symfonien. Tilbage står spørgsmålet om ægtheden af den sidste version, for uanset om Bruckner har godkendt den eller ej, omfatter den dele, som ikke er hans egne, se »Originalfassungen«. UdgaverMusikwissenschaftlicher Verlag
Første udgave
8. april 2024 |
